Koret der druknede øjnene

Det var en hverdagsaften – vi gik i domkirken. Der skulle være korkoncert, og hele husstanden var pludselig med på, at vi skulle ud den aften.
Ned med pastaskruerne, og så af sted.

Vi gik ind. Vi satte os. Og så måbede vi over det favnende rum, der med sin overbevisende, men stille argumentation lod os vide, at vi var på besøg, men at det samtidig var vores sted. En time senere gik jeg gennem den store dør med friske tårer i øjenkrogen.

Klokken slog hel. Jeg havde ingen forventninger. Der blev stille et kort øjeblik… Og så tonede de fineste pigekorsstemmer frem. Først i en let harmoni, men så straks flyvende på et drillende disharmonisk lydtæppe broderet af ubesværet elegance.

Det tog ét sekund, så var jeg fanget.

Tårekanalerne løb til, og jeg var vidunderligt ufrivilligt midt i en hverdagsoplevelse, der oversteg enhver planlagt højtid eller mærkedag. Hvorfor ved jeg ikke helt. De sang godt, men det gør de store verdensstjerner også – dem jeg forventer en masse af, og glæder mig længe til at overvære.

Svaret ligger måske i det spontane og uventede. Vi blev fanget i et kulturelt bagholdsangreb. Vi opsøgte det tilfældige. Og vi gjorde det bare fordi. Vi sagde nej til streaming, nej til nyheder, nej til at være inde, – nej til ikke at blive overrasket. Det kostede et par druknede øjne, men det var det hele værd.

Akryl og oliepastel på lærred. Maleriet leveres i den monterede svæveramme. Rammen er af fyrretræ, og den er malet i støvet lys gul. Den måler 10mm på topkanten og 40 mm i dybden.