The med lukkede øjne
12.000 kr.
Jeg åbnede klodset døren til bogcaféen og indså straks, at jeg stod i stærk kontrast til kvinden midt i rummet.
Hænder blidt om the-koppen.
Albuer på bordet.
Stort afslappet smil.
Lukkede øjne.
Jeg lukkede døren – nu lidt mere afdæmpet – og bevægede mig listende ind i lokalet. Lidt nysgerrig. Var hun midt i et langt blink, eller sad hun faktisk midt i lokalet med lukkede øjne og krammede the-koppen.
Det sidste var sandt. Det virkede nærmest demonstrativt. Som om hun ville vise os andre noget. Men det var jo bare tanker og konklusioner, der foregik inde i mig. Hvad bildte jeg mig egentlig ind.
Hvad foregik der inde i hende?
Vi har så travlt med at ligne hinanden. Travlt med ikke at træde ved siden af – ikke at stikke ud – ikke at dumme os. Hende her .. fucking ligeglad.
Jeg dømte ikke. Men jeg har jo min frie ret til at forestille mig, hvordan andre har det. Kunne selvfølgelig også have spurgt, men det ville have været upassende. Tror jeg.
Måske et forberedelsesritual. Var hun forfatter? Med lukkede øjne skærper man de andre sanser. Hvordan lyder og dufter en bogcafé egentlig? Jeg blev nysgerrig igen. Lukkede øjnene kort. Den lød og duftede helt anderledes, end da øjnene kiggede med.
Jeg mærkede en rejse indad. En smuttur. Ind i mig. Jeg begyndte at trække vejret langsommere, og den store verden omkring mig blev behageligt mindre.
Langsomt åbnede jeg det ene øje. Bare lige for at se, om der stadig var noget derude. Så det andet. Verden var der endnu. Det var the-kvinden også. Nu i livlig samtale med en veninde. Var det mon den, hun havde forberedt sig på. Hun virkede meget “til stede”, så det var det nok.
På caféen den dag var jeg et øjeblik i nuet. Jeg gik roligt videre. Klar til bylivets bombardement af indtryk. Jeg vil snart på bogcafé med lukkede øjne igen.
Akryl og oliepastel på lærred. Halvblank lakering.
1 på lager















