Jeg så et kys

Jeg så et kys. Og hvilket kys.

Grønnegades cykler, biler, barnevogne, fugle, skyer, løbehjul og fodgængere rasede forbi.

Men inde i en kuppel af åbenlys intimitet stod alting stille for det unge par på hjørnet.
Altså lige med undtagelse af deres kys, og deres “vi”. For de var ikke et dig – og mig. De var et kæmpe VI.

I Folkehuset hænger Kysset – altså det af Gustav Klimt. Mens jeg spiser dagens ret sidder jeg og tænker på, om det unge par nærmest fremførte Klimts kys på åben gade. Hendes hengivenhed og benet, der elegant bøjer bagud. Det matchede faktisk ret godt.

Måske havde de lige delt en frokost her, var blevet inspireret og besluttede sig for at gå ud på åben gade og vise verden, at vi ikke behøver at skjule kærtegn og kærlighed. Det kan verden faktisk godt tåle at se. Faktisk har verden vist nok brug for det. Måske var det det, de ville sige den dag på hjørnet.

Eller måske var de bare så hamrende forelskede og lige dér midt i deres ungdom, at intet andet føltes mere naturligt end at stå dér med lukkede øjne og kysse på livet løs. Det tror jeg faktisk.

De så mig ikke. Men jeg så et kys.

Akryl og oliepastel på lærred.
Målene er inkl. den med følgende/monterede ramme.
Rammen er malet fyrretræ (topkant 10mm, dybde 40mm, støvet rosa).
Halvblank lakering.