Vidunderlig meningsløs

På biblioteket er der en trappe.

Jeg kigger på den næsten dagligt. Ikke på en underlig måde, men fordi den er i mit synsfelt, når jeg sidder der og arbejder. Og fordi den har en pointe.

Trappen, eller opstigningen, kan angribes på to måder.

Der er den direkte vej. Den almindelige trappe, som mange nok ville kalde den.

Og der er den lange vej lige ved siden af, hvor man på lange plateauer går fra den ene side til den anden i en langsommelig rolig opstigning.

Lidt ligesom køerne i lufthavne eller forlystelsesparker, hvor menneskemængden gennes ind i sluserne. Bare mere frit – uden hegn.

På biblioteket er der mange forældre med børn. Næsten uden undtagelse tager børnene den lange vej – forældrene den direkte. Hvorfor gør børnene det? Fordi det er sjovere og bare fordi.

Børnene løber, hopper og griner zig-zaggende derudad, mens mor eller far lunter den lige vej.

Den lige vej er jo hurtigst, så der er ingen grund til at tage den lange, tænker de, tror jeg.

Men jo, der er al mulig grund.
Prøv det.

Akryl og oliepastel på lærred. Halvblank lakering.