Lad fuglene vise vej

Det var en kold og klar dag. Efterårets første kulde havde ramt mine lunger. Jeg traskede derudaf på min daglige tur. Men hvor skulle jeg egentlig gå hen?

Tanken blev hurtigt hevet op på et højere og mere abstrakt plan. Hvor skal jeg egentlig hen?

Når jeg kommer i tvivl, øver jeg mig i at give slip.

Når man giver slip, tager verden over. Det kan være enormt befriende. Man lader sig skubbe rundt i manegen fra den ene side til den anden – fuldstændig ligesom alle andre ønsker det. Men det er rart, for det kræver ikke så meget.

Jeg nåede til en sidevej, som så ret spændende ud. Hvad gemmer der sig mon derinde? Er det noget, jeg skal bruge krudt på at finde ud af? Et nyt projekt, jeg skal kaste mig over, måske.

I samme øjeblik kiggede jeg op. Et fugletræk fløj forbi. De skulle nok til Tyskland. Jeg har hørt, at de ikke længere orker at flyve til Afrika. Det er lige så varmt og godt i Tyskland, så de sparer den lange flyvetur og tager til takke med sauerkraut og leberkäse.

Fuglene dannede et V. En pil om man vil. Pilen pegede lige ud. Jeg forstod en hentydning, gik forbi sidevejen og fortsatte ligeud ad hovedvejen. Dér skulle jeg åbenbart ikke ind. Det var ikke min beslutning – det var fuglenes. Verdens. Det eneste jeg skulle var bare at kigge op.

Akryl og oliepastel på lærred. Halvblank lakering.