Han kiggede på dig. Han ved, du eksisterer.

Han kiggede på dig. Han ved, du eksisterer. – Sagde den ene pige intenst til den anden, mens de opslugt af et nyt verdensbillede gik hen ad fortovet.

Den forbipasserende mand – der i øvrigt måtte vige en smule for at give plads – skænkede de ikke et blik. De var i deres helt egen verden. En verden, som måske – måske ikke – lige var blevet bemærket.

Manden – de passerede – trak på smilbåndet over pigernes naive, spinkle, men smittende håb. Her gik de rundt og troede, at ingen i hele verden – og da slet ikke ham overmennesket fra skolen – bemærkede dem. Men nu havde overmennesket sendt den ene et blik. Det var i hvert fald den andens vurdering.

I byens gader møver vi os rundt som sild i en tønde. Helt tæt på enorm afstand.

Vi vil så gerne hinanden, men det er blevet sværere. Vi skal så mange omveje og når sjældent i mål. Vi skal researche på varen og samtidig være den.

Den forbipasserende mand, som dog ikke var blevet bemærket, blev lidt glad.
De to piger havde oplevet et gammeldags analogt blik, IRL (spørg evt. ChatGPT, hvis du ikke ved, hvad det betyder). Og deres spinkle håb var måske lige så meget et håb for os alle om, at man stadig bare kan gå ud, se hinanden – og mødes.

Spændende, om han rent faktisk havde kigget på hende – eller om venindens tolkning var til den optimistiske side.

Akryl og oliepastel på lærred. Halvblank lakering.