En rasteplads på livets motorvej
Maleriet er solgt eller reserveret
Hvis livet er en motorvej – hvor finder vi så rastepladsen? Det tvinger jeg engang imellem mig selv til at svare på. Faktisk tror jeg, jeg er født lidt langsom. Så når livet begynder at tage en motorvejs-lignende form, går det for hurtigt for sådan en starut som mig. Jeg har brug for at lade tingene synke lidt ind engang imellem.
Min rasteplads er helt subjektiv – den er min. Selvfølgelig er den det, ellers får jeg jo ikke den rigtige “benzin” på motoren, og sandwichen smager forkert.
Det er lidt svært at finde min rasteplads. Det er ligesom om den ikke helt er kommet med på GPS’en. Faktisk burde tilkørslen være 10 gange større og have et kæmpe stort “SÅ TAG DOG EN PAUSE MAND”-skilt. Men når jeg så endelig finder den, støder jeg for tiden mest ind i .. maling og Murakami (note to self: god bog-titel).
Med maling på hænderne og tilpas laaaaangsom, virkelighedsfjern, magisk realistisk, japansk litteratur i baghovedet, kan jeg helt vildt godt li’ at gå lidt om bag rastepladsen og nyde den lille pseudo-skov, der typisk er plantet for at skabe en lidt mere organisk kulisse.
Så er jeg klar til tilværelsen igen. Måske er den også klar til mig.
Akryl på lærred.
Lakering: 50% mat / 50% halv-blank
Ikke på lager