En hilsen fra oven

I dag fik jeg besøg af en præst. Hun kom ned fra oven. Altså i den meget høje bygning, hvori jeg har placeret mig helt i bunden. Og hvor hun bor – længere oppe.

Situationen var ret simpel, for som hun sagde, så havde jeg ladet døren til mit galleri stå åben – og det inviterede ind. Så hun gik ind.

Det var jeg glad for. Jeg kan godt lide, at få besøg, og så har jeg altid beundret moderne præsters rummelige greb på livet og døden. Et greb der på samme tid forekommer mig både filosofisk og jordnært.

Er det så simpelt, tænkte jeg? Altså det med døren – som man bare skal lade stå åben. Ja, det er det vist.

Præsten var flink, interesseret og ligefrem. Et hyggeligt møde.

I minutterne efter gik jeg og tænkte på, hvor dejligt det var med så fint besøg fra oven.
Og som en reminder om at jeg måske lige skulle falde lidt ned på jorden igen, fik jeg nu besøg fra neden.

En sæl var svømmet helt ind i bunden af havnebassinet og fik nu øjenkontakt med mig. “Jeg har set, du er flyttet ind”, sagde den .. vist nok. “Men få nu ikke alt for guddommelige tanker om dig selv, makker”, smilede den .. formentlig.

Sælen stak hovedet under vandet, og væk var den.

Der stod jeg så tilbage og kiggede lidt op og ned.

Tak for besøget til jer begge to. Det er dejligt at føle sig bemærket.

Akryl og oliepastel på lærred. Halvblank lakering.