Dig og mig og Magnolia

Som en ubevidst gestus plantede de magnoliatræet i haven. Den have, der nu er vores. Flere gange hvert år – startende i april – forvandler træet sig til det mest vidunderlige festfyrværkeri af hvide blomster med et let strejf af lyserødt. Blomsterne er så sprøde, at man har lyst til at spise dem. De er så smukke, at man ikke kan slippe blikket.

Vi har haft huset i næsten 10 år nu. Træet har “altid” været der for os. Vi tager det (en smule) for givet. Men uden jeres gestus dér for mange år siden, havde vores lille paradis ikke været nær så smukt, som det er i dag.

Jeg kan ikke takke jer for vores fælles træ, for jeg kender jer ikke. Men jeg kan takke, ved at gøre det samme som I gjorde. Ved at give videre til dem, der engang tager over efter mig. Selvfølgelig i en skala, jeg kan håndtere – vi kan jo ikke alle sammen gå rundt og redde hele kloden hver dag.

Tror jeg vil tage i Plantorama om lidt og købe et lille kirsebærtræ – og glæde mig ved tanken om, at der en dag står en taknemmelig far og plukker lækre røde bær med sine døtre ude i “vores” have.