Buddha og Wifi
Maleriet er solgt eller reserveret
Jeg passerede en af de boliger, der grænser helt op til fortovet, og hvor man med sine to meter i højden nærmest bliver suget ind i stuen.
I lejlighedens eneste vindueskarm – den mest prominente plads – stod der to nøje udvalgte objekter. En wifi-router og en Buddha-figur. Her var de to meningsskabere i beboerens dagligdag, – overfortolkede jeg.
Det kaotiske internet med alle dets løgne, fristelser, (fake) news, influencers og helt sikkert også en masse gode ting.
Og så en løftet pegefinger i form af en forgyldt Buddha-figur, – der roligt mindede beboeren om, at man altså skal opføre sig ordentligt og ikke bare kaste sig ud i hvad som helst. Ellers er der ingen garanti for, hvilken reinkarnation, der bliver fundet frem.
To balanceskabere – side om side.
I min vindueskarm står der en kaktus og en påskelilje. Måske min egen ubevidste reminder om at gå ud i verden med både albuer og empati. Hvad står der i din vindueskarm – sådan lige nu?
Akryl og oliepastel på lærred. Halvblank lakering.
Værket består af to malerier, der hver måler 120×120 cm.
Jeg anbefaler at hænge dem som vist på billederne med ca. 15 centimers mellemrum, så de samlet optager ca. 2,5 meter i bredden.
Ikke på lager