Begyndelsen, Livet og Musens sang (serie)

Engang imellem er ét maleri bare ikke nok. Uden tre følgende interventioner var jeg ikke nået i mål med denne serie på syv – men det gjorde jeg:

BEGYNDELSEN /// maler 1-3
“Vil du male syv malerier, der skal pryde det meste af mit nye hjem?”… What? Syv? Mig? En utrolig sympatisk mand fra et andet land end Danmark havde vist mig sin tillid. Vi fik en god snak, og jeg kunne hurtigt mærke, at han ville blive et spændende samarbejde. Det viser sig ofte i løbet af de første få sekunder af et bekendtskab. Jeg lyttede ydmygt – og han ligeså. Vi må gribe nuet og chancerne, tænkte jeg (også selvom angsten presser på). Tusind tak for tilliden og en sympatisk dialog! En proces var født.

LIVET / maleri 4
Mine to kære og jeg selv fik på skift nogle af de dér verdensomspændende sygdomme, der florerer for tiden. Fy for den lede. Det tog fuldstændig pusten fra mig, og kreativiteten dykkede. Faktisk tvivlede jeg til sidst på, at den stadig var der. På væggen hang syv blanke lærreder.
Livet så, at jeg havde brug for et lille skub – så det fik jeg. Den aften over aftensmaden, hvor jeg netop havde klaget min nød, opstod magien. De to føromtalte kære rejste sig op, kiggede på hinanden, stak hver en hånd i malingen og satte deres aftryk på det første lærred. “Nu er du i gang”, sagde de. Og det var jeg.

MUSENS SANG /// maleri 5-7
Har du prøvet at male et abstrakt maleri? Nej vent, har du prøvet at male syv abstrakte malerier på én gang? Det var min tilgang. At skabe en serie, en fortælling – en sammenhæng.
Det er dybt inspirerende! Men av, hvor gør det bare 7 x ONDT, hvis man begynder at tvivle på resultatet. Nedturen kom, nattesøvnen blev dårligere, og den ultra sensitive kunstners mundvige pegede mod syd.
Begge mine fødder var plantet solidt i sumpen, der trak mig dybere og dybere ned. Blokaden var virkelig.
Som en muse steg hun op af disen. Muser er mytiske og sagnomspundne, men på én gang fremstod hun både magisk svævende og helt nede på jorden. Vi snakkede om livets op- og nedture, grinede og udvekslede synspunkter. Jeg blev fascineret af hendes livsanskuelse og tilstedeværelse. Inspirationen var tilbage, humøret steg, mundvigene pegede mod nord – tak til dig for den tredje og sidste intervention. Håber, jeg må trække en livline, når jeg en anden gang skal vide, om jeg drøner den rigtige vej.

Sådan er livet. Vi bliver født, vi lever, og vi bliver ved med at søge bekræftelsen på, at det vi gør .. faktisk er godt nok.
Lige indtil den dag, hvor solen tager sin runde uden os.