Sandheden om den forsvundne guitarsolo

Lige dér! Midt i den fine ungdommelige popsang. Der var den igen.
For fanden hvor har jeg savnet den.
Guitarsoloen.

Jeg taler naturligvis ikke bare om de himmelske hvin, man kan tvinge ud af sin elguitar med lidt hjælp fra en rørforstærker.
Jeg taler (også) om at give plads, at stoppe op, at fordybe sig, – om ikke at være effektiv.

Der er nok tale om anekdotisk evidens, men er det ikke bare vildt længe siden, vi besad den egenskab? I hvert fald kan jeg mærke en længsel tilbage til noget mere ægte. Noget der er langsomt – og at det er helt okay. Giv os guitarsoloens insisterende intermezzo TILBAGE!

David Gilmour havde styr på det. Det har han muligvis stadig. Men årene gik, og mens vi gik rundt og blev mere og mere “Comfortably Numb”, (gen)opstod der som så ofte før et håb i ungdommen. I skikkelse af gymnasiefødte bands som Aphaca mindede den os om, at der stadig er plads til både en skrattende guitarsolo og fordybelse.

Mine piger – og jeg – elsker dem. De er unge, og de er modige. De går til verden med en autencitet, – som dem de er. De er ikke på bestilling – men de er fanme på!

Sandheden om den forsvundne guitarsolo skal måske ikke findes i Apachas skrattende forsøg. Men jeg er vild med den! Nok primært fordi den er der. Og fordi den lyder lidt grimt. Det skal sgu ikke være så perfekt og effektivt det hele.

Der er masser af håb endnu. Tak til jer, der minder os om det.

“Hjertet På Gaden”

Akryl og oliepastel på lærred. Mat lakering.