På stien i skoven hilser vi
Maleriet er solgt eller reserveret
På stien i skoven hilser vi. På fortovet i byen ænser vi knap hinanden.
Jeg forsøger virkelig at komme ud og få en god travetur og noget frisk luft hver dag. Når jeg kommer ud, er jeg som en stueplante, der var liiige ved at tørre ud, men så fik et ordentligt skud vand lige i sidste øjeblik. Jeg blomstrer op.
Min favorit-rutes indhold spænder bredt. Jeg kommer gennem villakvarterer, trafik og natur. Jeg går blandt mennesker, ser trafikken og finder mig selv helt alene. Det er en rigtig fin variation.
I skoven – lige dér, hvor træerne åbner sig – er der en lille sø. Det er så smukt, og skønheden rammer mig fysisk og afslappende. Når jeg passerer de andre luft-trængende skovgængere, hilser vi på hinanden. De ældre siger frisk og tolkende “hej” til mig – og jeg respektfuldt “dav” til dem. I både hilsen og kropssprog “nærmer” vi os hinanden.
Tilbage på fortovet 20 meter derfra er vi alle tavse. Vi er i en anden arena. Den intime stemning og fortrolighed, der på få sekunder opstod på skovstien er væk.
Hvis vi søger kontakt, fællesskab, venskab, kærlighed eller noget femte, må vi placere os de rigtige steder. Livet er fyldt med tilfældigheder, men da jeg i dag flyttede mig 20 meter fra by til skov, placerede jeg mig i et fællesskab. 20 meter! Spændende hvor din næste travetur skal gå hen. Måske mødes vi i skoven – jeg skal nok hilse!
Akryl. Halvblank lakering.
Gallerilærred i dobbelt dybde (4 cm)
Ikke på lager