Overhalet af mig selv

Jeg kom gående med en pakke i hånden – var på vej til posthuset. Der var en underlig stemning på gaden, og jeg blev utryg.

Var det mon fordi, pakken i hånden repræsenterede endnu et håbløst projekt, jeg havde kastet mig ud i – eller var det noget andet?

Til at starte med, spottede jeg det ikke. Men så gik det op for mig.
Jeg var fuldstændig alene.

I en halvstor provinsby trasker man ikke konstant ind i en medborger. Men her var noget andet på spil. Et eller andet havde ryddet gaden. Vinduer var tomme, bilerne var væk, ikke et øje at se – selv fuglene var blevet ude i skoven, og vinden havde lagt sig.

Så skete det.

En dreng på ca. 10 år overhalede mig på sin BMX-cykel. Roligt, slingrende og legende. Det var sådan en cykel, jeg fik og elskede, da jeg var på den alder. Jeg tvivlede ikke et sekund.. Det var mig selv. Jeg var glad, bekymringsfri og gjorde, hvad der passede mig. Og nu havde jeg (fanme) lige overhalet mig selv som voksen – på en BMX. Syret!

Det havde øjeblikkelig effekt, og jeg gik nu med min pakke i hånden og tårer i øjnene. Det var en voldsom oplevelse. Det var en hilsen fra mig selv og mit indre barn. “Husk at lege – husk at have dig selv med. Så skal det hele sgu nok gå”.

Med fornyet tro på projektet afleverede jeg pakken og smuttede hjem igen.

Akryl og oliepastel på lærred. Halvblank lakering.