Mysteriet om den forsvundne evighed

Som barn havde jeg en følelse af, at livet var uendeligt. Jeg levede i en lykkelig boble badet i en underbevidst følelse af, at fremtiden aldrig ville vise sit socialrealistiske ansigt. Der herskede en form for evighed, en lethed, – en ubekymret tilstand.

“En dag kommer du og besøger os med dine børn og børnebørn”, sagde mine forældre – men det kunne jeg ikke forholde mig til. Jeg kunne heller ikke forholde mig til, at jeg en dag ville få et job, grå skægstubbe, skønne børn, ekskone, høje tindinger og en ejendomsskattebillet. Men alt det har jeg nu.

En dag forsvandt evigheden. Bevidstheden og virkeligheden havde taget hinanden i hånden og bankede på hos mig. “Smut så med dig”, sagde de til evigheden – og væk var den. Faktisk tog det nok lidt mere end en dag, men pointen er, at en ny dagsorden var på banen. Jeg er voksen nu – og jeg ved godt, at intet varer evigt. Det er min nye virkelighed.

Men er evigheden så bare helt væk, eller er den et sted derude – ensom og forladt?
Nu skal jeg fortælle dig en hemmelighed. Jeg kender faktisk dens skjul.

Den findes inde i dig og mig. Den viser sit beroligende ansigt i særlige øjeblikke. Lige dér hvor vi laver det, vi allerbedst kan lide. Lige dér hvor vi er sammen med dem, der gør os glade. Lige dér – inde i dig og mig.

Nu ved du det. Og så kan du jo selv invitere den på besøg og glemme tid og sted for en stund. Det føles godt – og du må faktisk også gerne sige det videre til dem, du kender. Der er rigeligt af den – den der skønne evighed. Vi skal bare lige finde den frem.

Akryl på lærred.
Halvblank lakering.