Manden i det hellige rum

Når en mand med langt hår står midt i en kirke med en guitar hængende på tværs, giver det en mand som mig visse religiøse associationer. Han var ikke Guds søn, men han havde fat i noget.

Jeg var taget i kirke med en god ven. Det var hverken Faderen, Sønnen eller Helligånden, der havde lokket. Ahh, måske lidt – men det var snarere kulturen forklædt i musikken, der havde fået os ud af døren på en hverdagsaften. En længsel efter at koble af, glemme og bare være – her og nu. En længsel, der blev indfriet.

Var han hævet over os andre? Altså ham manden med guitaren på tværs, hvis toner fik englene til at synge. Ham med den dybe stemme, der fik kirkesoklen til at dirre. Ja, i en time og tyve minutter var han. Helt afgjort. Der var “hul igennem”, som man siger – en guddommelig indgriben.

Men da englene lukkede munden og kirkesoklen stod stille, var han mest af alt et menneske af kød og blod. Et menneske, der har rendyrket det, han elsker. Et menneske der var gået i dybden i forsøget på at forstå og opnå .. noget. Berømmelse og rigdom var for længst kastet i ligegyldighedernes afgrund for at sikre plads til det, der virkelig giver mening.

På de afsluttende fire minutter og 45 sekunder klædte halvguden os helt af. Vi grinede, så lyttede vi – og så græd vi. En kærkommen bumletur i Humørbussen. Lige dér midt i en helt almindelig kirke på en helt almindelig hverdagsaften.
Tak.