Jeg så dit første stjerneskud

Mange ting rører mig.

Jeg kan helt alene og isoleret vade rundt og blive påvirket af alt fra myretuen i skovbunden til skyerne deroppe – og så ellers det meste derimellem. Der er godt hul igennem til sanse- og føleapparatet.

Men den aften blev jeg mindet om, at glæden ved fælles oplevelser er svær at overgå.

Hun havde ventet i næsten 16 år. Vi var gået ud i haven en sensommeraften. To personer, der – som de fleste – var lidt lavere end mig, lænede deres baghoveder mod mine skuldre. Nu kunne de kigge afslappet op mod nattehimmelen.

Vi var helt stille.
Og så kom stjerneskuddet.
Hendes første.
Og jeg så det også.
Egentlig ret banalt – men alligevel kæmpe stort.

Vi deler medgang og modgang. Det gør os til et stærkt lille hold. Vi passer på hinanden.

I går tabte jeg en bøtte maling lige ved siden af et færdigt maleri. Det plaskede i vildskab op på lærredet – og på alt andet i rummet (inkl. klaveret). Hun sagde ikke et ord – hentede bare en klud og begyndte at tørre op.

Sådan er det med de der typer, man deler stjerneskud med. Vi er der for hinanden. Det er rart.

En anden utrolig sød person, som var i samme rum, mente i øvrigt at det tilsprøjtede maleri nu blot var blevet en smule opgraderet. Hun har ofte ret, så det gav jeg hende også i denne situation. Altså ret.

Maleriet overlevede.

Akryl og oliepastel på lærred. Halvblank lakering.