Hvor har jeg savnet den sol

Nogle sætninger kører lidt længere på literen end andre. Dem ka’ jeg godt li’. Jeg gemmer dem faktisk.

De kommer ofte spontant, og så kan de noget helt særligt. De kan opsummere. De rummer mere end ordene, der danner dem. De kommer fra andre – de kommer fra mig selv.

Følelsen af at støde ind i sådan en krabat får mig til at stoppe op. Jeg mærker efter og tager notits.

Jeg gik en tur i forårssolen med min datter. Det var den første rigtige forårsdag. Søndag i april. Vi skulle have is. Når man er 14 år, vil man egentlig ikke altid holde i hånd med sin far længere. Men det kunne vi godt den søndag. Det var hyggeligt.

Vi satte os på en bænk med isen og lynede vinterjakkerne op. Hyggesnakkede.

Når den første sol rammer mig – sådan rigtigt – har jeg det med at lukke øjnene og vende ansigtet op mod den.

“Hvor har jeg savnet den sol”, sagde jeg stille. Seks ord opsummerede en helt særlig følelse af at være på det helt rette sted, på det helt rette tidspunkt, i det helt rette selskab. Vinteren var slut, og vi var sammen gået ud for at hilse på foråret. Hånd i hånd – lidt endnu.

Akryl og oliepastel på lærred. Halvblank lakering.