Farrock i elevator
Maleriet er solgt eller reserveret
Jeg trådte ind i elevatoren – uvidende om, at jeg ni etager senere ville træde ud som en anden.
Elevatordøren rullede stille i, og jeg var alene. Fire vægge, et loft, et gulv – og mig.
Kontrasten til den kaotiske morgentrafik, jeg netop havde danset med, var enorm. Og det påvirkede mig.
Som et klarsyn gik iscenesættelsen i gang. Jeg fik nærmest hele planen serveret, så det gik hurtigt.
AirPods i.
Volumen på MAX.
Spotify åbnet.
Back In Black af AC/DC søgt frem.
Tommelfingeren i spændt, men sikker svæve-position over Play-knappen.
Der er 1, 2, 3, 4, 5, 6 markeringer på guitaren (og lidt pause), før beatet går i gang. Så omtrent fem sekunder før min vurderede ankomst slap jeg tomlen.
Timingen var genial.
I samme sekund, døren rullede op, gik jeg iført sorte jeans, en sort t-shirt og et overlegent smil ud af elevatoren – I SLOW MOTION (sådan føltes det i hvert fald) – til verdens fedeste “Back In Black”. Og sådan fortsatte jeg hen ad gangen – og ind på kontoret.
Det blev en god dag. Jeg havde fundet selvironien frem, taget lidt pis på mig selv – iscenesat mig som en working class hero, der fanme bare ikke var til at slå ud.
Dagen efter delte jeg elevator med syv smålugtende studerende, som ubevidst pressede mig op i det ene hjørne med madpakker, træningstasker og MacBooks.
Alle dage er bare ikke lige gode.
Akryl på lærred. Halvblank lakering.
Ikke på lager