Duet med Pavarotti

Hvis vi nu sagde, at jeg var mig.

Og den store komplekse og helt vidunderlige verden derude – det var Pavarotti. Altså ham dér opera-typen (der desværre ikke er blandt os længere).

Så skulle jeg hver dag synge duet med mesteren. Vi skulle synge i de store operahuse foran et glubsk og forventningfuldt publikum. Jeg skulle stå dér med min middelmådighed og forsøge at ramme det høje C. Lige ved siden af – mesteren.

Sådan har jeg det nogle dage. Følelsen af ikke helt at være go’ nok.

Der stilles store krav derude i verden. Og vi er jo for pokker alle sammen bare små almindelige mennesker af kød og blod. Arh,.. ham Pavarotti var nu ikke helt lille. Men mesteren var i bund og grund også “bare” et menneske – ligesom som du og jeg.

Det tror jeg faktisk, jeg vil minde mig selv om næste gang, der dukker en lidt faretruende dag op. Kød og blod. Gør det så godt, du kan. That’s it.

Akryl på lærred. Halvblank lakering.