Du kan ikke nå mig
Maleriet er solgt eller reserveret
Vi kørte i stilhed på de jyske landeveje. Den ene (mig) mere følelsesladet end den anden (min datter). Vi var på vej til efterskolen.
Det enorme spejl til værelset fyldte forsædet, så vi sad på række som i en lille bus på vej ud over heden. Ud på nye eventyr.
Da jeg sad på bagsædet som barn, rakte min mor altid armen om og klappede mig blidt på benet. Bare lige for at sige “jeg sidder og tænker på dig”. Og samtidig kunne hun så også tjekke, om jeg stadig var der.
“Du kan ikke nå mig” grinede min datter derommefra. Jeg havde forsøgt at gøre min mors gestus efter, men vi havde pakket bilen så tæt, at mine ellers lange arme ikke var lange nok.
“Du kan ikke nå mig”, blev det ved med at kime inde i hovedet på mig. Og hun havde ret. Man bliver ikke ved med at kunne nå. Man vil automatisk blive ekskluderet på fineste vis, og tvunget til at give slip. Det har naturen bestemt.
Det er weekend igen, og mens jeg skriver dette, sidder hun stille her ved siden af mig på terrassen og tegner. Hun aner ikke, hvor meget jeg nyder det…
Akryl på lærred.
Ikke på lager