Bølger så høje som Rundetårn

Jeg kender en skipper.

Skipperen har taget mig med ud på sin båd.
Det er jeg rigtig glad for.

På båden er der regler og krav om høj disciplin. Ellers kan det gå galt i pressede situationer på havet, siger hun. På første sejlads fulgte jeg nøje hendes instrukser. Det gik nogenlunde – men hun var nødt til at hæve stemmen en enkelt gang.

Da vi hejste sejlene i Øresund startede en rejse.

I mit indre selvbillede havde jeg et stort fuldskæg og ankertatoveringer på over- og underarme. Jeg var ude på verdenshavene i bølger så høje som Rundetårn. En pibe stak potent ud af munden!

I virkeligheden – altså den som andre ser – var jeg presset ned i en meget stram orange redningsvest med en lidt for stram sikkerhedsline mellem benene. Bølgerne var 30 cm høje, og jeg var en smule nervøs. Ingen pibe. Grimme solbriller fra havnebutikken.

Så jeg holdt fast i det indre billede.

Min nye liv som sømand (jeg har været ude tre gange nu) er – nyt. Det rummer en afstand til den faste grund under fødderne. En afstand jeg godt kan lide. På båden er livet simpelt. Ingen plads. Og alligevel har alt en plads. Derude i horisonten ligger hverdagens udfordringer og virvar. Langt væk.

Men mest af alt glæder jeg mig over, at nogen har taget mig i hånden og vist mig noget nyt. “Se min kære, du kan også prøve at gå denne vej”. Og det gjorde jeg så. En vej, der kan vise sig at blive en rejse. Altså hvis skipper vil have mig med.

Akryl og oliepastel på lærred. Halvblank lakering.