Genoplevelse

Jeg parkerede den sølvgrå stationcar i baggården ved Silkeborgvej.

P-pladsen var lejet for et beløb, der svarer til mit madbudget, da jeg sidst boede her – for 25 år siden.

Fra baggården kunne jeg se ind i min gamle lejlighed. Faktisk boede jeg to steder her. Det var mit “hood”. Det var her, jeg så nyhederne med en forbipasserende, da de to tårne blev ramt, det var her, jeg lavede akustisk jam-session med bandet, det var her jeg..

Nu har jeg taget en runde.

Ung studerende i Smilets By, musiker, så forstads-familiefar, så husejer og alenefar i provinsen, så store (skønne) børn, så verdens dejligste kæreste, – og så .. nu .. tilbage igen. Jeg er vild med det.

Byen er ung. Fyldt – nej propfyldt – med studerende og unge par med babyer. Jeg nærmest skovler mig igennem dem, når jeg skal i Rema. Vi er flyttet hertil som en lidt mere moden familie. Lige i midten af det hele.

Jeg har fået briller. Jeg genoplever byen gennem dem. De har næsten ingen styrke – men jeg har en bygningsfejl, som de bliver ved med at sige i Louis Nielsen. Bygningsfejl eller ej – jeg har fået et nyt syn på det hele. Et syn rundet af tid, erfaring – livet måske. Det gør mig underligt stolt.

Det er jo ikke fordi de unge mennesker ikke fatter noget – men jeg gjorde sgu ikke. Det kan jeg se nu. Det samme siger jeg nok om nutids-mig, hvis jeg igen vender tilbage om 25 år. Jeg var helt fantastisk spejlblank og tenderende frygtløs.

Men jeg var også forvirret. Der var så meget, jeg ikke havde prøvet – så meget jeg ikke forstod. Nu ser jeg det hele igen, og det er en ret vild oplevelse. Jeg nyder det meget.

Hviler jeg i virkeligheden i mig selv på en måde, jeg ikke har prøvet før – nu hvor jeg står her et kvart århundrede senere og kigger ind i min gamle lejlighed og by. Jeg ved det ikke – men jeg er glad for at være her. Også sådan helt overordnet betragtet.

Akryl og oliepastel på lærred. Halvblank lakering.